Rating: 4.0/5. From 2 votes.
Please wait...

Herunder kommer 1. del af min egen fødselsberetning af vores første barn. 

 

Min fødselsberetning starter torsdag d. 21. maj 2009, jeg er 39+1. Klokken er omkring kl. 18.00 og min mand og jeg er i gang med at spise aftensmad ved stuebordet. Jeg kan mærke plukveer der kommer ofte og gør lidt mere ondt end de plejer. Det er svært at sidde og spise. Da vi er færdige ligger jeg mig tilbage på sofaen. Jeg slapper af imens jeg stille og roligt begyndte at tage tid på plukveerne. De kommer med ca. 6-7 minutters mellemrum.

Omkring kl. 20.00 begynder plukveerne at tage til i styrke. De gør så ondt, at jeg nu er helt sikker på at det ikke er helt almindelige plukveer længere. Jeg har haft mange plukveer siden jeg var halvvejs i graviditeten. Den næste times tid kommer de med 6-7 minutters mellemrum, men pludselig kommer de med 4-6 minutters mellemrum, til tider nede på to minutter. Nu ved jeg det er veer. Efter at have været forstoppet en del i graviditeten er jeg pludselig på toilet flere gange på en aften.

Den lange nat

Omkring midnat går vi i seng, da min mand skal op på arbejde næste dag, hvis ikke der sker noget (“som om…”, tænker jeg). Jeg forsøger at småblunde, men vågner og tager igen tid på veerne. Jeg har ondt når de kommer. Der er nu 2-5 minutter mellemrum. Kl. 2.00 bestemmer jeg mig for at tage et bad, da smerterne er slemme. Jeg vil gerne varmes igennem og måske sove lidt bagefter. Badet fungerer rigtig godt. Jeg sidder på en blå taburet (som jeg har fået med mig fra mit barndomshjem). Der er et håndklæde på og jeg nyder det varme vand. Jeg kan mærke at veerne efterhånden er ved at være slemme. Efter 45 minutter, slukker jeg vandet og ligger mig ind på sofaen for at hvile/sove. Jeg er meget træt. Veerne kommer nu med 3-6 minutters mellemrum. Jeg småblunder mellem veerne.

Pludselig vågner jeg op. Jeg kigger forvirret rundt og kan se at det er blevet lyst udenfor – jeg frygter med det samme, det der er sket. Der er gået halvanden time – jeg er helt afslappet og har ikke ondt. Ligger lidt og mærker efter. Kan mærke at jeg stadig har sammentrækninger, men ikke så smertefulde som tidligere. Jeg fryser og går ind i soveværelset for at få varme fra mind mand. Nu går det op for mig at fremgangen med veerne er slut og jeg er rigtig ked af det. Jeg putter mig ind til ham og falder i søvn i hans arme.

Accept af tilbagegang

Kl. 6.00 vågner jeg op til lyden af min mands vækkeur. Jeg er sulten og frustreret efter den lange nat. Jeg går ud og laver en portion havregrød og tømmer opvaskemaskinen. Jeg spiser og græder lidt over stilstanden i veerne. Går ind til min mand for at få ham op af sengen. Han spørger hvorfor jeg er oppe og hvorfor jeg tømmer opvaskemaskinen. Nu bryder jeg helt sammen. Er så ulykkelig over alt det arbejde – at have haft veer i så lang tid og haft så mange smerter, uden nogen som helst effekt eller gevinst på nogen måde. Jeg kunne acceptere en lang fødsel så længe der var bare små fremskridt og ikke ligefrem tilbagegang.

Synes jeg havde klaret det så godt om natten. Smerter og vejrtrækning fungerede og det varme bad var så godt. Jeg var stolt over hvordan jeg arbejdede med veerne. Lige nu er jeg ikke stolt, selvom jeg ved at det nok også har noget at gøre med hormoner og overtræthed. Havde sådan håbet, af det var nu.
Han står op sammen med mig og får mig til at love at gå i seng og sove, når han er taget af sted. Mellem kl. 6 og 7 kommer sammentrækningerne med 4-6 minutters mellemrum, men er ikke særlig smertefulde.

En ny begyndelse

Kl. 8.50 vågner jeg ved avavav. Så er der måske gang i noget igen. Jeg går ud på badeværelset, er på toilet igen. Skriver til min mand at jeg er vågnet op med smerter og at jeg går i bad nu. Jeg sidder under bruseren en halv times tid, før jeg ringer til ham og beder ham komme hjem. Jeg er ikke længere helt tryg ved at være alene. Han siger at han er på vej. Inde i bruseren kan jeg mærke smerterne tager til. Det er dog svært for mig, at fornemme hvor lang tid der er imellem. Nyder varmen og strålerne fra bruseren der masserer min mave under veerne.

Efter noget der føles som en halv time, kan jeg høre bilen komme i indkørslen og Min mand kommer hurtigt ind til mig. Han sidder og snakker lidt med mig og begynder at tage tid på veerne. Der er ca. 2-4 minutter imellem. Jeg rejser mig på et tidspunkt fra taburetten og vi kan se på det håndklæde jeg har siddet på at der har været en blødning. Jeg har dog ikke opdaget noget. Nu synes jeg at det er tid at ringe til fødegangen for at høre, hvad planen skal være.

Jeg taler med en jordemoderstuderende, der efter at have hørt et par veer i telefonen, synes vi skal komme ind til tjek. Min mand begynder at pakke vores taske færdig og jeg går ud af badet og tager tøj på. Sidder ned under veerne, så det tager noget tid. Da det hele er pakket i bilen, sætter jeg mig ud og vi kører hjemmefra 11.35. Til min store skræk opdager jeg, at det er sandt at man virkelig kan mærke alle små bump og reparationer på vejene. Rundkørsler er heller ikke sjove. Min mand kører dog rigtig flot og det går rimeligt på landevejen.

På farten

Kl. 12.15 ankommer vi til Viborg sygehus. Jeg får en ve i bilen og går derefter hen til elevatoren. Min mand følger med. Vi når indenfor i sygehusets indgang og jeg får mig sat i en lille vente-sofa før næste ve. Det er dagen efter en helligdag, så aktiviteten på sygehuset synes minimal. Dejligt ikke at skulle sidde og pruste foran en indgang fuld af folk. Vi får os bevæget ud i elevatoren og op på den etage, hvor fødegangen ligger.

Min mand ringer på og jeg sætter mig i en sofa, men flytter mig hurtigt over på en stol, da jeg får en ve. Der kommer en og hilser på os, men jeg kan slet ikke sige hej midt i veen. Da den er slut hilser vi på hinanden. Det er en social- og sundhedsassistent, der viser os ind på en fødestue. Alle undersøgelsesrummene er optagede. Vi håber at det er her vi skal blive indtil vi får en lille baby.

Hårfin intuition

Jeg sidder i en stol og får nogle veer. Jeg arbejder med vejrtrækningen så godt jeg kan. Min mand begynder at kigge efter musikanlægget, da jeg har cd’er med, men jeg synes liiiige vi skal se tiden an. Så kommer der en jordemoder ind og hilser på os. Hun er ret ung – i 30’erne og rigtig sød. Jeg får nogle veer og hun mærker på maven. Vi snakker lidt. Jeg ryster rigtig meget og jordemoderen fortæller at det er fordi jeg brænder så meget energi af. Jeg kommer op på briksen og hun mærker på maven, lytter til den lille, og skønner vægten til 3 kg. Alt i den fineste orden. Kl. er 12.45 og jordemoderen vil mærke indvendig. Jeg ryster stadig men forsøger at slappe af. Hun mærker længe og jeg forventer det værste.

Hun fortæller os, at der stadig er 1 cm. livmoderhals tilbage og hun kun lige kan få en finger ind, men så er hun heller ikke rar ved mig. Så vi skal hjem igen, hvilket er rigtig øv, men jeg er alligevel ved godt mod. Vi snakker også om at gå en tur. Jeg har ikke lyst til at gå i gågaden med veer, så vi vil køre hjem. Jeg får en varmepude med hjem fra fødegangen til smertelindring i bilen. Lige da jeg kommer ned af briksen kan jeg mærke at den ve jeg får er mere smertefuld end de tidligere. Jeg kigger alvorligt på hende og siger at det her kommer til at gøre ondt. Ja, siger hun, men du vokser med opgaven. Det var bare lige det, jeg havde brug for at høre.

Tilbagetrækning

kl. 13.10 sidder vi i bilen. Jeg føler pludselig at noget render ud af mig. Da baby har stået fast med hovedet i bækkenet siden uge 32, forventer jeg, at det er vandet der stille siver. Under veerne, som er taget til i styrke, og når jeg skubber lidt, kan jeg mærke noget komme. Jeg ringer til fødegangen og fortæller at jeg tror vandet er gået. Vi aftaler, at hvis der ikke er sket noget inden kl. 7, skal vi ringe ind der.

Derhjemme kan jeg mærke at det er stoppet med at løbe. Derfor konkluderer jeg, at det nok kun har været den yderste hinde der er sprunget. Jeg ligger på sofaen med varmepuden og prøver at sove lidt. Jeg vågner imellem veerne. Kl. 15.45 har jeg sovet lidt og fået lidt at spise. Veerne har været lidt mindre hyppige i en periode og vi begynder at gå rundt i huset sammen. Måske kan det sætte gang i lidt mere.

På et tidspunkt ringer telefonen og det er jordemoderen fra sygehuset. Hun vil høre hvordan det går. Min mand fortæller, at vi går lidt rundt for at få gang i veerne igen, samt opdateringen på vandafgangen.

Ét skridt tilbage og to skridt frem

Veerne tager nu kraftigt til i styrke og kommer med få minutters mellemrum. Vi sætter os i to lænestole ved vinduet og tager tid. Jeg siger til min mand at nu skal vi altså snart køre. Han mener lige vi skal se tiden an og tage tid på lidt flere. Efter næste ve siger jeg til ham, at jeg synes vi skal ringe til fødegangen nu. Min mand gentager at vi lige skal tage tid på lidt flere veer – bare en tre til fire stykker. Den næste ve begynder og jeg bryder totalt sammen og råber at vi altså ringer NU! Han ser lidt skræmt ud og tager med det samme telefonen i hånden og ringer til fødegangen. De beder os komme med det samme. (tsk tsk tsk, at han vælger at diskutere med en fødende kvinde…)

På vej til Viborg har jeg nogle rigtig slemme veer. Skive kommune bliver forbandet langt væk over nærighed med reparationer af vejene. Jeg kan ikke længere nøjedes med lydløs vejrtrækning og stønner med på veerne, når de er værst. Da vi ankommer til sygehuset græder jeg lidt. I indgangen sidder jeg og får en ve. Også her triller der et par tårer ned af kinderne. Jeg har rigtig ondt nu og er bange for om jeg skal sendes hjem igen. Jeg føler ikke jeg kan overskue det mere uden støtte.

 

Her stopper 1. del af min egen fødselsberetning af vores første barn. 2. del udkommer i næste uge.