No votes yet.
Please wait...

Okay, indrømmet!

Jeg er ret glad for lister – særligt sådan nogle lange og udførlige huskelister, der er med til at sikre, at jeg har styr på det hele.

Som gravid, har det ikke været anderledes! Selv om man kan klare sig med langt mindre, end der står på listen herunder, så vil jeg alligevel dele den med jer i sin fulde. Det kan jo være der er andre som mig, der har brug for ikke at mangle noget og have mulighed for at få et overblik eller idéer.

Alle familier er forskellige og der vil altid være noget som jeg har med, du ikke behøver og måske noget du behøver, som jeg ikke har på listen. Føler du der er noget vigtigt jeg mangler på listen, er du altid velkommen til at skrive til mig her.

Se listen herunder.

Elefanten glemmer aldrig og huskelisten her er god til gravide der ikke vil glemme noget. Hvad skal jeg huske til min nye baby

Huskeliste til gravide

Tøj til baby

  • 6-10 stk. bodystockings (Både korte og lange ærmer – alt efter årstid)
  • 4 sparkedragter med fødder (De små sparker ofte strømperne af)
  • 4 natdragter med fødder (Samme som ovenfor)
  • 3-4 bluser med lange ærmer (bluser med korte ærmer er ikke så nødvendige, da en body er nok hvis vejret er varmt)
  • 2-3 stk. sweatshirts eller cardigans
  • 6 par strømper i uld eller bomuld (eller 3 gode par)
  • 4 par bløde og ikke for stramme strømpebukser
  • 4 par bløde og rummelige bukser (Bukser er ikke altid et hit til nyfødte da de kan klemme om maven)
  • Overtøj: Jakke, fleecetrøje eller flyverdragt (Alt efter årstid)
  • Hue, bomuld (Til ture udenfor)
  • Savlesmække (Kan være god til lidt gylp og ellers starter den egentlige savlen som regel tidligst omkring 2 mdrs alderen)

 

Andet tekstil

  • Tæppe eller babysvøb
  • 30-50 stofbleer (ja mange!)
  • 2 stk. tisseunderlag (mindst 1 at skifte med til nat – de er gode til gylp eller hvis barnets ble lækker)
  • 2 lagner og dynebetræk (sengetøj)
  • Babydyne (Høj bæreevne)
  • Badelagen (Eller bare et almindeligt håndklæde)
  • Kravletæppe/legetæppe
  • Slynge (Strækvikle er bedst til nyfødte! Ubegrænset bæretid)

 

Måltider:

  • Ammepude
  • Amme bh’er (Ca. 2 numre større end din gravid-bh-størrelse)
  • Ammeindlæg
  • Evt. Brystpumpe (Kan være god at have i starten)
  • Evt. Sutteflasker (Skal tåle frys og optøning) (Skal skoldes) – Se Ammenet’s wiki om andre måder at supplere på her.
  • Evt. Flaskerenser (Overvej om du vil give dobbelt pris for at den hedder “baby”flaskerenser og som stort set er den samme som almindelige flaskerensere…)
  • Evt. Modermælkserstatning (MME) som reserve (Okay okay – jeg er egentlig imod dette, men samtidig så VED jeg at det kan give tryghed til nye mødre, der aldrig har ammet før – HUSK at kontakte en ammevejleder INDEN du giver modermælkserstatning. Find kontaktinformation her)

 

Ligge/sidde

  • Lift (Eller voksipose med plade)
  • Barnevogn (Køber man i god kvalitet, kan den nemt bruges til flere børn og i mange år – se f.eks. denne guide)
  • Madras til lift
  • Madras til barnevogn
  • Regnslag (Køb i god kvalitet til at begynde med, da de nemt går i stykker)
  • Insektnet (Køb i god kvalitet – elastikken i de billige bliver nemt dårlig eller springer)
  • Solskærm (Vi har været glade for “Protect a Bub”)
  • Pusletaske (Se f.eks. denne guide)
  • Seng/vugge/slyngevugge
  • Madras til seng/vugge/slyngevugge
  • Sengerand (De tykke er de bedste, særligt fordi barnet der lige har lært at kravle nemt kan kravle i søvne og slå hovedet på tremmerne)
  • Autostol (For nyfødt: Max ½ time om dagen med få lange ture som undtagelse)
  • Skråstol (begræns brug, gulvet er bedre)
  • Kravlegård (Kan være en særlig god idé, hvis der er husdyr som hunde eller større søskende)
  • Babyalarm (Køb efter bedst i de nyeste tests og sørg for at gemme kvitteringen – Mange modeller går nemt i stykker)
  • Weekendseng (Der fås mange smarte modeller i dag)
  • Rejsestol (Mange er glade for IKEA’s til 99 kr, ellers er et handy seat en af de nemmeste og mest pladsbesparende sæder)

 

Personlig pleje

  • Pulsebord (Kan også hjemmelaves)
  • Puslepude (Okay, de skider det små – også på puslepuden, så det kan være en fordel at vælge en der kan tørres godt af, vaskes eller også kan du betrække den med et ekstra cover)
  • Evt. Puslepudebetræk
  • Bleer (Stof- eller engangsbleer)
  • Baby-badekar
  • Badekarstativ (Hvis badekaret ikke kan være i håndvasken)
  • Badestol (Eller partner kan holde barnet, mens den anden vasker)
  • Engangsvaskeklude/skumklude
  • Vådservietter (praktiske på farten)
  • Vaskefad til puslebordet (“Hoved/hale fad”, kun hvis puslebordet er langt fra en håndvask)
  • Vaskeklude i stof
  • Termometer (Rectalt – kan også bruges til at kontrollere badevandstemperatur)
  • Sikkerhedsvatpinde (Rema 1000 har en øko variant til billige penge)
  • Neglesaks (Apoteket har en god og holdbar en)
  • Blespand (Nogle får den fra de gratis babypakker, men pas på refill poserne kan være ret dyre)
  • Tættekam (Til både arp og lus – apoteket har flere forskellige slags)
  • D-vitamin (fra 2 uger til 1 år – jeg anbefaler altid D-pearls, da de er lavet på olivenolie og ikke raffineret kokosolie eller solsikkeolie – alternativt lactocare med d-vitamin til børn født ved kejsersnit)
  • Sutter (Skoldes inden brug – læs gerne her om narresut)
  • Kam- og børstesæt (Vi købte et fra sæt fra matas med kam og blød børste som vi har været super glade for)
  • Spejle omkring puslebordet (godt til at træne at ligge på maven)
  • Saltvandsdråber (til forkølelse og øje irritation)

 

Legetøj

  • Barnevognsrangle
  • Målestang (Også et godt minde)
  • Aktivitetslegetøj
  • Musikuro (barnet må ikke kunne nå denne)

 

Forårs-/sommerbørn

 

Efterårs-/vinterbørn

  • Fleece- eller flyverdragt
  • Kørepose (Rigtig lækkert at putte barnet i autostolen med en lille trøje, frem for at putte stor dragt på, hvilket også forringer sikkerheden)
  • Hue/elefanthue, som dækker helt ned af nakken
  • Luffer
  • Lammeskind eller uld/fleecetæppe til barnevognen. (Lammeskind kan have en allergi-risiko)
  • Voksipose

 

Senere (Også kaldet gaveidéer)

  • Høj stol (Vigtigt at der er støtte under fødderne for at sikre barnets blodomløb i benene)
  • Stolehynde (Kan være en idé at have ekstra, da den nemt kan blive beskidt under måltiderne)
  • Hagesmække (Vi har været super glade for dem fra Pippi, der er lange, af stof og med en vandtæt membran til 49,-/stk.)
  • Klapvogn
  • Barnevognssele (Sørg for at den er af nyere dato, da barnevognsselerne har udviklet sig meget de seneste år og sikkerheden er forbedret)
  • Babyservice (Bestik og kopper – plastik som ikke går i stykker er en fordel – IKEA har et bestiksæt kaldet DRAGON som er ret godt som børnebestik)
  • Skuffesikring og andet sikkerhedsudstyr til hjemmet

 

 

Pusletasken

Til slut får I lige en tjekliste til pusletasken, som i starten kan føles som om man skal flytte hjemmefra. Med tiden bliver det hele nemmere og man skal ikke have så meget med, eller i så store mængder.

  • Bleer
  • Skumklude/vaskeklude
  • Vådservietter
  • Poser til de brugte bleer
  • Skiftetøj til barnet
  • Håndsprit
  • Stofbleer
  • Legetøj
  • Evt. Sut
  • Egne ting: Ekstra bluse, ammeindlæg, pung, nøgler, telefon, evt. hygiejnebind og lign.