No votes yet.
Please wait...

08-08-08 blev en skæbnesvanger dag for mig. Who knew? Jeg vidste godt, at jeg skulle opleve noget meget stort, men jeg havde ikke forventet at denne dag, ville ende med at blive et spadestik til min fremtid.

Vi spoler tiden ca. et halvt år længere tilbage. På vej til skole, sludrede jeg i telefonen med en god veninde A. Hun var gravid og var glad for at dele hvordan hun havde det, hvordan graviditeten gik og hvordan babyens storesøster glædede sig. De kommende forældre til to, glædede sig mindst lige så meget.

“Jeg har noget, jeg gerne vil spørge dig om!” sagde hun.
“Ja?”
“T og jeg vil gerne høre om du har lyst til at være med til fødslen?”
“Virkelig?”. Jeg var helt overrasket og gik fra 0 til ekstatisk på 1 sekund.
“Ja da! Vi vil meget gerne have dig med, og du har jo ferie fra skolen, så det passer perfekt.”
“Jamen selvfølgelig, det vil være mig en stor ære!”

Efter røret blev lagt på, kørte tankerne rundt i mit hoved. Jeg var ikke selv mor endnu, men min mand og jeg havde et stort ønske om at stifte familie. Jeg vidste allerede at en fødsel var noget helt særligt, men jeg havde ingen idé om, hvad der ventede mig. Det var en stor trøst for mig, at A havde født før. Hun havde en erfaring og en ro omkring fødslen som smittede af på mig. Jeg havde igennem min uddannelse til sygeplejerske lært en del omkring kroppen og så kendte jeg efterhånden systemet ret godt. Jeg håbede det kunne blive en fordel for mig.

Månederne gik, vi delte tanker, ønsker og bekymringer omkring den kommende fødsel. Vi snakkede om, hvordan deres familie ville forandre sig, og hvordan min deltagelse i fødslen altid ville binde os sammen på en helt særlig måde. Jeg så det som en meget stor gave og jeg håbede at jeg kunne leve op til det, A og T forventede af mig undervejs. De lo når jeg spurgte og sagde, “Vi ønsker bare, at du er der!”.

Pludselig nåede vi starten af august. Vi holdt tæt kontakt og jeg kunne mærke, hvordan spændingen byggede sig op.

Turen gik til Sjælland, hvor de bor. Jeg kunne overnatte hos dem, imens vi ventede på at fødslen skulle gå igang. A var ved at være ret presset. Hendes krop tog ikke den sidste del af graviditeten særlig pænt, hun ophobede væske, var forpint og træt. Ambivalente følelser af at ønske at vente på, at babyen kom når den var klar, samtidig med ønsket om at møde den nye baby og slippe af med de mange graviditets gener, fyldte meget hos hende.

Storken kom ikke kun med en baby, også en Doula blev født

Storken kom ikke kun med en baby, også en Doula blev født

Jeg husker, hvordan A havde rigtig mange plukveer, skiftevis med og uden smerter og over flere dage. Hun var ved at være klar!

Endelig gik turen på sygehuset. En Jordemoder tog imod os og A kom ind på en fødestue. Hun arbejdede godt med veerne, men var ved at være rigtig træt efter mange dages optræk. Hun kæmpede med veerne og stressen i hendes krop hæmmede dem. Jeg ville så gerne hjælpe, men følte mig magtesløs. Nu vurderede jordemoderen at der var behov for et ve-drop og sammen med det, ønskede A smertestillende. Hun fik lagt en epiduralen og for første gang i meget lang tid, fik hun en tiltrængt pause. Hun slappede rigtig godt af i en sækkestol på fødelejdet.

Jeg husker, hvordan vi morede os når hun spurgte “Har jeg ikke en ve lige nu?” og CTG’en bragede derud af. “Jo det har du vist!” grinede vi. Så pænt håndterede hun ikke veerne tidligere på dagen.

Fra hygge og grin til alvor, gik meget stærkt. Pludselig gav hun besked om, at hun havde pressetrang. Vi trak i snoren og jordemoderen kom ind. Hun var næsten klar til at presse, så vi gjorde os klar. A var træt – meget træt. Det var først nu, jeg følte hun rigtig havde brug for at vi var der med hende og jeg var klar til at heppe på hende. Hun forberedte sig, tog benene op, T og jeg fik et hver, som vi skulle tage os af. Så pressede hun!

Jeg har aldrig set et andet menneske præstere noget så imponerende og smukt i mit liv! Hun var SÅ sej! A råbte, “Jeg kan ikke mere” og imens vi begejstrede heppede på hende, kom den lille baby nærmest flyvende i fuld fart, mod livet udenfor.

På ét sekund blev mine øjne helt fulde af tårer! Jeg var så overvældet, så fuld af adrenalin, lys, kærlighed og stolthed over det, jeg lige havde været vidne til. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det jeg lige havde overværet, var selveste meningen med livet.

 

Næsten syv et halvt år er gået siden den dag.

Jeg skrev her i efteråret til min veninde, hvordan det kunne være hun havde spurgt om jeg ville med til fødslen. Hun skrev;

“Sådan helt ærligt var det at du er et fantastisk menneske som formår at have en fin tilgang til hele verden. Jeg føler mig tryg med dig, og du har den der doula effekt der giver ro til en fødsel. Der ud over så tænkte jeg du ikke ville dejse om undervejs :) 

Da jeg derefter fortalte hende, at jeg havde tilmeldt mig Doula Support uddannelsen i Aalborg blev A meget glad på mine vegne. Jeg ser frem til at berige mit liv med store mirakler og familiers liv, med min Doula Effect.