Trommerejse

Velkommen til Trommerejse

En trommerejse er et shamanistisk ritual, hvor du mentalt rejser til dybere lag af din egen bevidsthed ved hjælp af trommens rytme, der hjælper dig i en trancetilstand. Der er ikke tale om hypnose og du kan forlade trommerejsen hvert øjeblik, hvis du får brug for det. Rejsen er som en meditativ visualisering, hvor du kan modtage beskeder fra et dybere lag (bevidsthed) i dig selv. 

Under en trommerejse, er det muligt at skabe kontakt til kraft- og hjælpedyr som kan assistere dig på din udviklingsrejse. 

     

    Trommerejser kan have mange forskellige formål, fx kan nævnes: 

    • At skabe kontakt til dit kraftdyr, som kan følge dig på din livsvej
    • At få støtte til at løse en konkret problemstilling fra et hjælpedyr
    • At undersøge aspekter af dig selv ved hjælp af rejse til din underbevidsthed
    • At få svar på spørgsmål eller vejledning i, hvilke beslutninger du kan tage

     

    Under en trommerejse guides du til at rejse nedad, fx igennem en træstub, under trærødder eller i en brønd. Billederne her, er eksempler på steder du kan visualisere som begyndelsen på din rejse. 

     

    Før en trommerejse tager vi en snak om hvad du ønsker at rejse på, altså hvilken intention du har. Dernæst vil du blive instrueret i hvordan du rejser og hvad du skal være særligt opmærksom på. Du kan sidde eller ligge og du kan få bind for øjnene så mørket fremmer din rejse. 

    Rejsens varighed er forskellig, men tager som regel omkring 20-30 minutter alt efter din intention. Rejsen foregår ved at jeg trommer for dig i en trancerytme med min tromme. Lyden er meget dyb og de fleste falder hurtigt til ro ved lyden af trommen. Trommens rytme vil ændre sig i slutningen af rejsen, så du ved hvornår det er tid til at afslutte og rejse tilbage til din normale bevidsthed. 

    Efter rejsen får du mulighed for at fortælle om din oplevelse og få assistance til at tolke på de budskaber du har fået eller dyr du har mødt. 

    Trommerejser kan både udføres 1:1 og i gruppesessioner.