No votes yet.
Please wait...

Hvad kan man gøre ved underkropsstilling?

Underkropsstilling er et udtryk for at barnet i maven sidder med bagdelen nede i kvindens bækken. Den mest hensigtsmæssige fosterstilling under fødslen er hovedstilling, hvor barnet “står på hovedet” nede i bækkenet.

Barnets position i bækkenet har betydning for fødslens forløb og hvordan du som gravid oplever fødslen.

I denne artikel vil jeg nævne nogle forskellige ressourcer og forslag til hvordan du kan arbejde med din krop og dit barn om at opnå en god og hensigtsmæssig fosterstilling inden fødslen.

 

Hvornår er det tid til at gøre noget aktivt?

Barnet kan rotere mange gange i din gravide mave under graviditeten. Det træner blandt andet sine muskler. Jo tættere på fødslen kommer, jo mindre plads bliver der til at vende sig, hvorfor jordemoderen er opmærksom på barnets position i maven i slutningen af graviditeten. Det er ikke farligt for et barn at ligge i underkropsstilling. Barnets hoved kan have en karakteristisk hovedform og hvis barnet har siddet på en særlig måde i bækkenet, vil barnet ofte gøre det igen efter fødslen. Begge dele forsvinder efter fødslen.

Omkring uge 30, ligger ca. 75% af børnene med hovedet ned og nær termin er tallet oppe på 95%.

Det mest optimale tidspunkt at hjælpe barnet til at vende sig, afhænger af den metode du ønsker at benytte dig af. De fleste er dog omkring uge 34-36.

 

Hvordan føles det når barnet ligger i underkropsstilling?

Hvis din jordemoder har fortalt dig, at dit barn ligger i underkropsstilling, kan det give mange bekymringer. “Vil mit barn mon nå at vende sig?”, “Kan jeg føde mit barn selv?”, “Skal jeg igennem et vendingsforsøg?” og “Hvad kan jeg mon selv gøre?”, kan være spørgsmål du som gravid har.

Det kan være en fordel at du selv kan følge med i dit barns position og her kan det være en fordel af din jordemoder mærker og guider dig til at mærke det samme. Måske kan du mærke at dit barns hoved er oppe under dine ribben og præsenterer sig som en hård, glat overflade som kan vippes stille med? Måske kan du fornemme at barnets numse er lidt mere ujævn og blød og ikke sådan lige er til at flytte med?

Hvis man som gravid kan mærke og fornemme sit barn, kan det hjælpe til at forstå hvordan barnet vender og hvilke positioner man kan gøre brug af for at fremme en bedre kropsstilling.

 

Hvad kan man gøre?

Det er vigtigt at du som gravid ikke føler dig magtesløs, når dit barn ikke vender med hovedet ned. Der er nemlig mange forskellige metoder, teknikker og øvelser man kan prøve af for at se om man kan hjælpe barnet til at vende sig.

 

Rebozo

En metode til at forsøge at få barnet fri af bækkenet, så barnet selv kan vende sig, er ved brug af en rebozo. Læs mere om rebozo massage her.

Rebozo massage kan hjælpe til at mor bliver afslappet, får løsnet spændinger og låsninger omkring bækkenet og mavens muskler. Derudover kan rebozoen skånsomt lirke barnet ud af bækkenet, hvorved barnet får mulighed for at vende sig rundt undervejs eller efterfølgende. Rebozo massage, med henblik på at lirke barnet ud af bækkenet, er med størst succes inden, eller omkring uge 36, hvor der stadig er god plads i livmoderen.

Ønsker du at høre mere om rebozo massage, er du altid velkommen til at kontakte mig her.

 

Øvelser

Som gravide kan du selv være en aktiv deltager i at hjælpe dit barn til at vende sig, eller opnå en hensigtsmæssig position i bækkenet. Fælles for øvelserne er, at hvis det er ubehageligt, så LYT til din krop og stop øvelsen. Under øvelserne kan det være en fordel at have en tom mavesæk for både mad og væske. Vent derfor gerne en time efter et måltid før du går igang og sørg for at du lige har klaret toiletbesøg.

Efter øvelserne er det en fordel af du sidder ret op og ned, og ikke falder sammen på en stol eller i sofaen. Hold fødderne i gulvet og undgå at have benene over kors.

Du kan læse meget mere om barnets position og finde flere øvelser via www.spinningbabies.com.

 

Øvelse 1

Stå på alle fire (knæ og hænder) og tag nogle dybe indåndinger. Afspænd i maven og gør den tung. Send nogle kærlige tanker til dit barn om at du har en opgave til det og at du gerne vil have at dit barn vender sig om, med hovedet ned. Forestil dig inde i dit sind, at dit barn vender omkring.

Læg nu armene ned, så dit hoved kommer mod gulvet. Pres din overkrop ned mod gulvet, så langt du kan komme. Læg evt. dine arme ud til siden. Maven vil nu hælde forover. Du kan evt. vippe eller ryste lidt med bækkenet til begge sider.

Du kan blive ved med at ligge i denne position så længe du kan holde ud. Nogle gange tager det noget tid for musklerne om at blive afslappet og give plads til barnet

Denne øvelse kan hjælpe barnet til at glide ud af bækkenet og vende sig.

 

Øvelse 2

Stil dig bag din sofa. Sørg for at der ligger en pude op af sofaens ryglæn hvor du står. Læg dig forsigtigt hen over sofaens ryg med ryggen ned, dvs. dit hoved ligger i sofaen, din ryg op af sofaens ryglæn og din ende i toppen af sofaen. Du skal ligge på ryggen.

Denne stilling kan være meget ubehagelig hvis man lige har spist eller drukket, hvis man er meget langt i graviditeten og derfor ikke kan lide at ligge på ryggen eller hvis man generelt har det svært med at være med hovedet ned.

Optimalt vil man kunne få sig lagt godt tilrette og slappe af.

Efter 10-15 minutter, prøv om du kan klemme dine fingre ind over dit skamben og under dit barns numse. Se om du kan få vippet numsen i bevægelse med små rytmiske skub. Slap af og tag nogle dybe indåndinger. Når du ikke kan holde til det længere, trækker du benene op og vipper din krop langsomt til den ene side.

 

Homøopati

Ganske kort beskrives her eksempler på homøopatiske remedier som kan være effektive under graviditeten ved underkropsstilling eller tværleje. Remedierne kan benyttes til dette efter uge 36:

  • Underkropsstilling: Pulsatilla
  • Tværleje: Pulsatilla, Arnica

 

Andre muligheder

Moxa

Moxa er en forkortelse af moxibustion og er en traditionel kinesisk varmebehandling. Det går ud på at man benytter en glødende urtepind (moxaen) til at stimulere et bestemt akupunkturpunkt. Behandlingen gøres mest optimalt i uge 33-34 og det kan være nødvendigt med flere behandlinger. Den glødende varme moxa holdes hen til et særligt og kendt akupunkturpunkt på lilletåen, “BL 67”.

Du kan læse meget mere om moxa på nettet, jeg linker hermed til en skøn billedlig fortælling fra Jordemoder Lounge.

 

Akupunktur/Akupressur

Det er mere og mere anerkendt at akupunktur og akupressur kan gøre en stor forskel indenfor en lang række lidelser. Metoderne kan også benyttes til at hjælpe et barn til at vende sig. Det kan være en idé at søge efter en akupunktør eller akupressør i nærheden og spørge ind til deres erfaringer med at behandle en gravid mht. barnets position i bækkenet.

 

Andre anekdotiske idéer

Nogle mener at en “Angel Caller”/”Harmony Ball”/”Mexikansk Bola smykke” kan benyttes. De er alle forskellige kæder med vedhæng der siger lyd. Her er det meningen at man har vedhænget til at hænge nederst på maven og derved “kalder” barnet mod lyden.

På samme måde, mener nogen det kan hjælpe at holde en højtaler mod den nederste del af maven for at få barnet til at rotere mod lyden.

 

Vendingsforsøg på sygehuset

Hvis barnet fortsat ikke har vendt sig ved uge 37, kan du prøve ovenstående idéer og samtidig vil du blive tilbudt en “Udvendig vending” på sygehuset.

Står du overfor at skulle igennem et udvendigt vendingsforsøg, er det en god idé at forberede sig grundigt. Under et vendingsforsøg vil du blive scannet og barnet monitoreres imens barnet forsøges roteret inde i maven. Under forsøget kan du blive tilbudt medicinsk afslapning af livmoderen. Det kan f.eks. være med bricanyl (astma anfaldsmedicin) eller nitroglycerin (hjertemedicin som udvider blodkarene). Vær opmærksom på de bivirkninger medicinen har, da det kan være meget ubehageligt. Læs f.eks. op på dette inden vendingsforsøget via min.medicin.dk. Den manuelle manipulation af barnet sker af en fødselslæge med hænderne udenpå maven. Vendingsforsøg kan gentages, hvis ikke det lykkedes første gang. Succesraten er mellem 30-50%.

Mange gravide som står overfor vendingsforsøg er urolige og har glæde af at høre andre mødres erfaringer. Brug google, søg og læs om det. Find ud af hvad der føles rigtigt for jer.

 

Sædefødsel

Sundhedsstyrelsen har opsat en række forhold, der bestemmer anbefalingerne for henholdsvis vaginal fødsel og kejsersnit. Det er interessant at se mod Norge, som har langt flere vellykkede vaginale sædefødsler end vi har herhjemme.

Det kan være værd at læse op på Ina May Gaskins fortælliner om sædefødsler i hendes Village “The Town”; en høj success rate helt uden medicinske interventioner. Hemmeligheden ligger i fødestillingerne og optimale fødsels forhold.

Uanset om I vælger at en sædefødsel eller et kejsersnit er den rigtige løsning for jer, så har I et stort forberedelsesarbejde for at sikre jer kontrol, handlekraft for forståelse for forløbet når jeres barn kommer til verden. Det kan virke uoverskueligt, men under forløbet er det vigtig viden I har som kan give jer tryghed og sikkerhed i forløbet. Dette er med til at fremme en god oplevelse af fødslen.

 

Jeg kan ikke lade være med at afslutte denne artikel med et skønt link til en billedserie af en fantastisk sædefødsel.

http://babyology.com.au/news/awe-inspiring-breech-births-captured-camera.html?utm_source=Facebook&utm_medium=referral&utm_campaign=SNAP

Jeg ønsker jer alle – uanset fosterposition – en fantastisk fødselsoplevelse.